1. september 2021

Fra ikonisk hovedsæde til femstjernet hotel – Ørkenfortet har fået et nyt liv

Strandgade 7

Det tidligere Nordea hovedsæde på Christianshavn, Ørkenfortet, er blevet transformeret til et femstjernet hotel med en stærk bæredygtig profil. I dag åbner NH Collection Copenhagen dørene for rejsende og øvrige gæster og vil bidrage til vækst og nye arbejdspladser i København. Både ATP Ejendomme og den internationale operatør, NH Hotel Group, har stor tillid til hotellets fremtid på et marked, der er ved at åbne op igen.

I dag har et omfattende renoveringsprojekt nået sin afslutning, og den tidligere kontorejendom kan smykke sig med sin nye status som femstjernet hotel under navnet NH Collection Copenhagen. Hotellet bliver ét af ganske få femstjernede hoteller i København og får dermed en særlig position på det københavnske hotelmarked.

”Genåbningen af samfundet er i fuld sving, og vi ser frem til, at det nye hotel med sin unikke placering etablerer sig på det københavnske hotelmarked. Samtidig glæder vi os over, at vi med hotellet kan bidrage til opsvinget med nye arbejdspladser og ny vækst til København såvel som nye hotelmuligheder og -faciliteter for både nationale og internationale turister og erhvervsrejsende. Selvom hotelmarkedet i København lige nu er udfordret i slipstrømmen af corona-pandemien, tror vi som ejere på en god, langsigtet investering, som kan give et fornuftigt afkast til ATP’s medlemmer,” siger Martin Vang Hansen, adm. direktør i ATP Ejendomme.

”Det er et af byens få 5-stjernede hoteller, og det vil vores gæster kunne mærke, fordi vi i alle detaljer har fokus på at levere en ekstraordinær hoteloplevelse. Samtidig er vores ambition, at NH Collection Copenhagen skal leve fuldt op til sin fantastiske beliggenhed og bidrage til Københavns byliv. Med nye restaurantkoncepter og åbningen mod havnefronten vil vores gæster befinde sig midt i byen og opleve den afslappede stemning, som København er så kendt for. Det er den kombination af den højeste kvalitet og lokalmiljø midt i byen, der får os til at se meget optimistisk på fremtiden,” siger Anders Duelund, General Manager for NH Collection Copenhagen.

NH Collection Copenhagen er et premium brand ejet af NH Hotel Group, der er en del af den internationale hotelkoncern Minor, og hotellet er NH Hotel Groups første hotel i Skandinavien og nummer 93 på verdensplan.

Bæredygtig ejendom til DGNB Guld

ATP Ejendomme besluttede fra begyndelsen at DGNB-certificere renoveringen. Undervejs blev ambitionerne opgraderet og sigtekornet hævet fra en DGNB Sølv-certificering til en DGNB Guld-certificering som et af de første renoveringsprojekter i Danmark. Det betyder, at renoveringen har et helhedsorienteret syn på bæredygtighed, og at ejendommen rummer både sociale, økonomiske, miljømæssige og tekniske kvaliteter, der ligger markant over kravene i det danske bygningsreglement.

Førsteklasses hoteloplevelse

NH Collection Copenhagen tilbyder 394 værelser og suiter, to restauranter og morgenmadsrestaurant, bar, loungeområde, parkering, fitnessfaciliteter, direkte adgang til vandet samt 900 m2 til events og konferencer med syv fleksible mødelokaler i et inspirerende miljø med udsigt over havnen. Hotellets lobby er designet til at være et indbydende rum med mange muligheder, hvorfra både lokale og turister kan sidde og arbejde eller mødes helt uformelt i den historiske bygnings nyrenoverede omgivelser.

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl eller mangler detaljer, er du velkommen til at kontakte mig.

Lene Rytter Larsen

Receptionist, Receptionen

Telefon +45 33 36 61 61 E-mail