Nyt år betød også nyt kontor for nogle af medarbejderne i finanskoncernen Nykredit. Med overtagelsen af ejendommen Skagensgade 35-37, der udgør én af de karakteristiske gule murstensejendomme på Høje Taastrup Station, er Nykredit i fuld gang med at finde sig til rette i deres nye rammer. Indtil videre er en enkelt enhed rykket ind, men ejendommen forventes fyldt med medarbejdere ved udgangen af første kvartal.

Ejendommen er indrettet som et åbent kontorlandskab bestående af i alt fire fløje, der kan rumme alt fra én til fire af virksomhedens enheder alt afhængig af enhedens størrelse. Gavlene i ejendommen rummer mødefaciliteter, mens kernen i midten er indrettet med toiletfaciliteter samt tekøkkener.

Flere kvadratmeter på Høje Taastrup Station
Høje Taastrup Station er ikke et ukendt område for Nykredit. De holder nemlig allerede til i ejendommen Skagensgade 66, hvilket var en af hovedårsagerne til, at de valgte at flytte ind i nummer 35.

”Det nye lejemål ligger blot et stenkast fra vores nuværende kontor på Skagensgade, hvorfor det var helt nærliggende at udvide med dette. I nummer 66 har vi frokostfaciliteter, som medarbejdere i begge ejendomme kan gøre brug af, ligesom medarbejderne kan benytte de arbejds- og mødefaciliteter, som begge ejendomme rummer. Det giver en stor fleksibilitet i hverdagen,” fortæller Kim Brasch, der er afdelingsdirektør i Facility Management, Workplace Management & Real Estate hos Nykredit.