Magasin du Nord

Kongens Nytorv 13, 1095 København K

Magasin du Nord – en rejse i tid og sted

Nogle ejendomme får én ud på en rejse i både tid og sted. Sådan er det med den smukke ejendom på Kongens Nytorv i København, som Magasin bor i. Her fører arkitekturen og facadens detaljerigdom dig ud på en tidsrejse tilbage til 1779.

Ejendommen var dengang indrettet som byens bedste Hotel ’du Grand Nord’. Her var hovedstadens fornemme gæster indkvarteret, og her kunne de blandt andet nyde badeanstalten, som hotellet også rummede. I midten af 1800-tallet forsvandt hotellets præg. Der blev indrettet dansesal i kælderen, og i værelserne var der bordelforretning. Hotellet endte med øgenavnet Bordel du Nord. Bordelforretningen endte med at sende indehaveren i fængsel.

Magasin er grundlagt af Theodor Wilhelm Wessel og Lemming Emil Valentinus Vett og startede oprindelig i Aarhus. I 1870 åbnede Wessel & Vett butikker i det daværende hotel, og ejendommen skiftede navn til Magasin du Nord. De driftige herrer kunne i 1893 byde kunderne indenfor i det nybyggede stormagasin, der var inspireret af det parisiske stormagasin Le Bon Marché.

Magasin du Nord har altid haft et meget internationalt præg over sig, og man sendes til den franske hovedstad, når man træder ind i det smukke stormagasin.

  • Frisen med guldbogstaver

    Murermester på byggeriet af Magasin du Nord var Olaus Mynster (1858-1923). Som et nostalgisk kuriosum står der med guldbogstaver på facaden 'Hotel du Nord' – et minde om fortidens adelspalæ og hoteldrift.

  • Magasin inden udvidelsen

    Her er Magasin du Nord inden stormagasinet blev udvidet

  • Pelsafdeling

    Magasin du Nord udvides løbende i årene omkring århundredeskiftet. Nye afdelinger og tilhørende systuer og værksteder kommer til.

  • Sengeafdeling

    I den lille sal med ovenlys blev der solgt senge til det bedre borgerskab.

Dekoratørernes legeplads

”Jeg mødte en glad mand på Immervad. Han slog frakken til side og afslørede på sit revers en nyslået, strålende guldmedalje.”

Det sagde Torben Busk, der var chefdekoratør i Magasin du Nord, da han mødte Stiftens journalist en dag i 1967.

Ud af 6.518 vinduesdekorationer fra 16 lande havde modebladet Display World nemlig valgt Busks dekoration som den bedste. Og han høstede mange medajler i sin tid som dekoratør, og Magasin var en legeplads for dekoratører.

Dekoratørerne har, siden stormagasinerne slog igennem i slutningen af 1800-tallet, været en vigtig del af markedsføringen. Kunstfærdige og drømmende udstillinger i vinduerne lokkede kunderne indenfor. Dekoratørerne var datidens markedsførings- og reklamefolk, for de havde en vigtig rolle i at få kunderne indenfor, rundt i butikken og hen til kassen med en masse drømme i favnen. Magasin og andre stormagasiner blev således rugekasse for en masse kreative og æstetiske hjerner.