Coor og ATP Ejendomme vil sammen udfordre servicekonventionerne i ejendomsbranchen. Ambitionen for ATP Ejendomme er at folde space-as-a-service-konceptet ud til alle erhvervskunder, som dermed får mulighed for at sætte fuldt fokus på deres kerneforretning. Samarbejdet rulles ud i løbet af de næste 6 måneder på størstedelen af ATP Ejendommes adresser i København – 27 ejendomme i alt.
Facility management-virksomheden Coor og ATP Ejendomme er gået sammen i et partnerskab, som skal styrke ATP Ejendommes kontortilbud med skræddersyede facility management-løsninger.
Med samarbejdet gør ATP Ejendomme en række servicetilvalg tilgængelige for sine erhvervskunder. Ydelserne dækker blandt andet over rengøring, planteservice, vinduespudsning og handyman-service.
Kunderne forventer mere
Kvadratmeter og attraktiv beliggenhed er ikke længere nok for virksomheder, som lejer sig ind i kontorfaciliteter.
Ønsker om mere bæredygtig drift og flere services får i højere grad ejendomsejere til at søge indsigter hos de kunder, som lejer sig ind. Netop den indsigt ligger til grund for ATP Ejendommes nyetablerede samarbejde med Coor, der er en af nordens største udbydere af facility management-løsninger.
”Vi har en klar ambition om at skabe kontormiljøer, som understøtter kundernes værdiskabelse – både nu og i fremtiden. Her spiller space-as-a-service og facility management nøglerollerne, og jeg er glad for, at det er Coor, som kommer til at hjælpe os med den opgave,” siger Martin Vang Hansen, CEO i ATP Ejendomme.
Nye standarder
Målet med det nye partnerskab er at gøre det nemt for kunderne at løfte standarderne for et attraktivt arbejdsmiljø gennem en række specialiserede facility services.
I ATP Ejendommes søgen efter en samarbejdspartner formåede Coor at skille sig ud ved at levere services i høj kvalitet på alle områder indenfor facility management. Samarbejdet muliggør således, at ATP Ejendomme kan tilbyde skræddersyede pakker af kvalitetsydelser til sine kontorkunder.