Samtalen med Nete Steenstrup Braad fra Bygningsstyrelsen og Jørgen Brisson fra Udenrigsministeriet finder sted i FN Byen, på et kontor yderst i én af ejendommens otte fingre med udsigt til havnen. Begge er sat i stævne for at sætte flere ord på anvendelsen af FN’s stjerneformede ejendom på Marmormolen og det formål, den tjener.
Nete Steenstrup Braad indleder med en præcisering af relationen mellem ejer, Bygningsstyrelsen, Udenrigsministeriet og FN: ”Hvor ATP Ejendomme, sammen med PensionDanmark og By & Havn, ejer FN Byen, er Bygningsstyrelsen kontraktspart og har stillet ejendommen til rådighed for Udenrigsministeriet, som har en aftale med FN’s organisationer om brugen af lokalerne i ejendommen. Det er her, de udfolder deres aktiviteter.”