Den 1. april kan ejendomsadministrator Dorthe Tue Andersen fejre hele 25 år i ATP Ejendomme. Vi har sat Dorthe i stævne for at høre, hvordan det er gået til.
Det var et meget anderledes ATP Ejendomme, Dorthe åbnede døren til for 25 år siden:
”Dengang var vi omkring 50 medarbejdere i alt, og Aarhus-kontoret bestod af 9 medarbejdere, heraf to administratorer,” husker Dorthe. Ejendommene var spredt over hele Jylland, men over tid er mange ejendomme blevet solgt fra, så fokus nu er på Aarhus. Samtidig har organisationen bevæget sig fra outsourcing til insourcing af blandt andet egne advokater, arkitekter og markedsføringsfolk, og taget rejsen fra fysiske arkivmapper til moderne ERP-løsninger:
”I sin tid var jeg med til at udvikle og teste Unik. Nu har jeg været med til at udfase det igen til fordel for D365,” konstaterer Dorthe.