Kan skoleelever i 7. klasse hjælpe en stor dansk bygherre med at bygge fremtidens boliger? Og kan en af Danmarks største ejendomsejere omvendt gøre skoleelever klogere på erhvervsuddannelser? Det mener ATP Ejendomme, som har inviteret 50 folkeskoleelever fra Skovvangsskolen til en temadag om både nutidens byggeri og fremtidens boliger.
I Glostrup bygger ATP Ejendomme Carl Bro Haven, som til sommer står indflytningsklar med 198 lejligheder. Som et led i projektet har ATP Ejendomme inviteret 7. klasses eleverne på den nærliggende Skovvangsskolen på en samtale om nutidens byggeri, og samtidig bedt om deres hjælp til at udforske fremtidens boligbyggeri.
Det er resulterede i en temadag fredag d. 17. november, som ifølge boligprojektchef i ATP Ejendomme, Tobias Max Poulsen, er et forsøg på at gøre tingene lidt anderledes. Nemlig ved at inddrage dem, som skal bo i eller omkring Carl Bro Haven i de kommende år:
”Når vi bygger boliger som på Carl Bro Haven, er det for os en del af pakken, at vi engagerer os i det nærmiljø, vi befinder os i nu og i mange år fremover,” siger Tobias og fortsætter:
”Så var det bare fedt, at Skovvangsskolen og 7. klasserne var med på idéen. For vi kan lære en masse af hinanden.”
Gennem to lektioner præsenteres eleverne for, hvordan byggebranchen bygger i dag, og udfordres til at tænke kreativt om de byggematerialer, boligformer og metoder, som vi skal sigte efter i fremtiden.
Om at nedbryde et tabu omkring håndværkerfaget
En af hensigterne med dagen var at give eleverne mulighed for at møde nogle af dem, som har taget erhvervsuddannelser inden for byggeri, og høre erfaringerne fra de håndværkere, som til dagligt arbejder på Carl Bro Haven.
”Vi vil give eleverne en indsigt i, hvad det vil sige at være elektriker, tømrer eller VVS-installatør og vise eleverne, at man ikke alene skal være god med sine hænder, men at det også kræver, at man er god til at løse problemer og tænke kreativt,” fortæller Tobias Max Poulsen.