Københavns Kommune har i mere end 10 år boet til leje i en 26.000 kvadratmeter stor bygning beliggende Borups Alle 177 i Københavns Nordvest-kvarter.
Lejeaftalen stod til at udløbe i foråret og Københavns Kommune har som en del af genforhandlingerne ytret ønske om at kunne overtage bygningen frem for en forlængelse af lejeaftalen eller at skulle finde en ny lokation. Det er nu lykkedes parterne at nå til enighed om et salg til Københavns Kommune.
”Vi har været glade for Københavns Kommune som kunde og lejer af ejendommen, men har også lyttet til deres ønske om at blive herre i eget hus. Derfor har vi også arbejdet på at finde en løsning, som både lever op til deres ønsker og til vores krav om en acceptabel afslutning på vores ejerskab af ejendommen”, siger administrerende direktør i ATP Ejendomme Martin Vang Hansen.
Hos Københavns Kommune er man også glade for, at det er lykkedes at nå til enighed med ATP Ejendomme om at overtage kontorejendommen og dermed muligheden for at blive boende i bygningen.
”Vi er meget tilfredse med, at handlen nu er gået igennem, og jeg vil gerne takke ATP for et godt forløb. Det er en del af vores strategi om at eje fremfor at leje, når det giver økonomisk mening. Med købet af ejendommen ved Fuglebakken vil kommunen bl.a. få en stor besparelse på husleje, som hvert år vil frigive servicemidler til velfærd”, siger Rasmus Vanggaard Knudsen, direktør i Københavns Ejendomme.
Bygningen blev opført i 1991 og var oprindeligt hovedkontor for KPMG. ATP Ejendomme købte ejendommen af KPMG i 2014. Københavns Kommune boede på det tidspunkt i en del af ejendommen og har sidenhen overtaget hele ejendommen. Først som lejer og altså nu som ejer.