19. april 2024
Eksklusiv loungestemning
Ønsket var at skabe de helt rigtige rammer for kunderne. For ud over at have Skandinaviens største udvalg af diamantsmykker, arbejder Ulrik Hartmann også ud fra en ambition om at levere rådgivning og kundeoplevelser i særklasse. Og det var der rig mulighed for i Bredgade 6:
”Vi var ikke blot interesserede i mere plads. Vi ønskede at skabe en eksklusiv loungestemning, der både kunne favne den enkelte kundeaftale og større events, som vi før brugte mange penge på at holde ude i byen.”
De store ambitioner krævede en tilsvarende solid investering. En ting var indretningen. En anden var sikkerheden. For lejemålet skulle opgraderes med både sikringsglas, indgangssluse og avanceret overvågning.
Og selv om Hartmann’s selv har finansieret stort set hele ombygningen, har samarbejdet med ATP Ejendomme og Asset Manager Søren Krohn Nielsen været et vigtigt omdrejningspunkt i processen: ”Jeg har fået en seriøs samarbejdspartner, der lytter til mig. Der er en gensidig respekt, der betyder, at når man præsenterer en god plan, får man lov til at køre uden unødvendigt bureaukrati,” lyder det fra Ulrik Hartmann, der fortsætter: “Og så har jeg en udlejer, der forstår sig på sine kunders behov og vigtigheden af en god og tæt dialog.”
Fælles om den gode kundeoplevelse
I oktober 2023 kunne Hartmann’s Diamond Studio slå dørene op efter fem måneders intens ombygning. Og lejemålet har allerede levet op til de høje forventninger. Det samme har den hverdag, der efterhånden har indfundet sig i Bredgade 6.
”Især for mindre virksomheder som vores er det vigtigt, at rammerne bare fungerer. At der er nogen, der tager sig af administrationen og driften, så vi kan koncentrere os om vores forretning. At ejendomsinspektør Hung Philip Nguyen kommer forbi, når vi har brug for det. At der er opfølgning på tingene,” konstaterer Ulrik Hartmann, som sammenfatter det helt enkelt: ”Som kunde ønsker man at få en god betjening og at føle sig set og hørt. For mig er det det vigtigste i forhold til at skabe en god kundeoplevelse. Og det er også den indstilling, jeg bliver mødt med hos ATP Ejendomme.”