Sådan lyder det fra Camilla Elverdal, der er CEO, Corporate Risk & Broking hos WTW (Willis Towers Watson). De seneste 10 år har virksomheden haft adresse på Rundforbivej 303 i Nærum, men overgangen til en mere agil arbejdsuge med varierende hjemme- og kontorarbejde har stillet nye krav til deres rammer. Det har resulteret i en nyindretning, men også i en halvering af kvadratmeterne for netop at skabe det miljø, der samler og danner grobund for innovation og samarbejde.
En cafélignende stemning beskriver meget godt den fornemmelse, der rammer en, når man træder ind i WTW’s nyindrettede kontor på Rundforbivej i Nærum nord for København. Lejemålet har hidtil stået uberørt, siden virksomheden flyttede ind for 10 år siden, men nu har store, åbne miljøer med stoflighed, farvede lyskilder og grønne planter fået lov til at præge kontoret, der som noget nyt kun fordeler sig på ejendommens 1. sal.
”Det blev tydeligt for os, at vi skulle gøre noget anderledes, fordi der til tider blev ret tomt på kontoret. Så vi gjorde os nogle overvejelser omkring, hvordan vi bedst muligt kunne udnytte kontormiljøet og understøtte det, vi gerne vil være her for. Netop samarbejde, at være på kontoret for at være sammen, have et kollegaskab og understøtte vores kultur. Det synes vi ikke, at vi gjorde på det tidspunkt, fordi der fysisk var langt mellem os. Når folk på skift arbejder hjemme og på kontoret, kan det meget nemt komme til at virke tomt,” fortæller Camilla Elverdal.
Resultatet blev en halvering af WTW’s tidligere knap 3.000 kvadratmeter og en mere tidssvarende indretning. Det betyder, at alle de mindre kontorer er blevet nedlagt til fordel for store, åbne miljøer, der giver mulighed for at udføre sit arbejde blandt kolleger med adgang til sparring og dialog. Dertil er der naturligvis også tænkt på områder og kroge, hvor medarbejdere kan trække sig tilbage og fordybe sig.