I februar 2025 lancerede vi i ATP Ejendomme vores nye strategi, som sætter retningen for de kommende års fokus og aktiviteter. Ambitionen er, at vi som udlejer skal blive endnu bedre til at skabe rammen for det fællesskab, som kendetegner en attraktiv arbejdsplads eller det sted, man bor. Vi er nemlig overbeviste om, at det blandt andet er via stærke fællesskaber, at virksomheder bliver produktive, og at vi som mennesker trives, lykkes og finder mening.
Strategien er på mange måder en videreførelse af de seneste fem års strategi, men med et skærpet fokus på kundetilfredshed, effektiv drift og øget anvendelse af teknologi for at sikre det bedst mulige afkast i fremtiden. ”De seneste fem år har vi bygget en stærk organisation, som gør os i stand til at varetage langt de fleste opgaver, som påfalder en ejendomsejer. Det giver en fordel i både forvaltningen og driften af vores ejendomme samt i dialogen med vores kunder. Det skal vi de kommende år udnytte til at skabe en endnu mere effektiv organisation og en stærkere relation til vores kunder ved at understøtte fællesskabet på arbejdspladserne og i vores boligejendomme”, siger administrerende direktør Martin Vang Hansen. Han hæfter sig også ved, at hvor fokus de seneste fem år i høj grad har været på at tilpasse porteføljen og opbygge den nye organisation, så kommer de kommende år desuden til at handle om at optimere de interne værdikæder og have effektive processer.