2025 blev året, hvor EU-Kommissionen besluttede at kaste et kritisk blik på reglerne for bæredygtighedsrapportering, og dermed udskød indfasningen af CSRD et par år for mange virksomheders vedkommende, heriblandt os. Den udmelding blev af mange tolket som, at betydningen af ESG er dalende — men ikke i ATP Ejendomme.
For os og vores kunder er ESG ikke blot en skrivebordsøvelse. Bæredygtighed betyder noget, både i hverdagen og på lang sigt. Og arbejdet bliver ikke mindre vigtigt, selv om der slækkes på kravene til rapportering.
”Det kan godt være, at CSRD er blevet skudt til hjørne indtil 2027, men det fundamentale har ikke ændret sig. Det handler stadig om at skabe ejendomme, der er interessante for kunderne og markedet i forhold til CO2-aftryk, energiforbrug og indeklima,” lyder det fra Head of ESG i ATP Ejendomme, Peter Hebin Bruun, der hilser pausen velkommen: ”ESG-rapporteringen har fyldt meget de seneste år, og nu får vi lejlighed til igen at sætte fokus på værdiskabelse. Hvor det handler mindre om compliance og mere om, at det, der er rigtigt for klimaet, også er det rigtige for forretningen.”