12. august 2022


Beton i ny form
Da de gamle bygninger blev nedtaget, var beton en stor del af de samlede restmaterialer. Det var derfor centralt, at betonen på en eller anden måde kunne indgå i det nye byggeri. Løsningen blev at lade de nedtagne betonkonstruktioner blive nedknust og herefter sorteret efter kvalitet og størrelse.
Den nedknuste beton indgår i det nye byggeri i forskellige opbygninger og bygningsdele. Dermed sikres en høj grad af genanvendelse.
Tegl går fra top til bund
Taget på Swecos gamle hovedkontor, som lå på grunden, var belagt med tegl – rigtig mange tegl. Efter mange års vind og vejr varierede de meget i kvalitet og var derfor svære at genanvende direkte. Der skulle derfor tænkes kreativt for at give dem nyt liv. Nogle tegl blev genanvendt ved at nedknuse dem og anvende dem til belægninger i gårdmiljøer, og så er det planen, at en betragtelig del af de overskydende tegl skal anvendes i orangeriet, som kommer til at stå centralt på grunden. Orangeriet skal danne rammen for fællesaktiviteter for beboerne i Carl Bro Haven.

Gips og vinduer får et nyt liv
En nedtagning som denne består af rigtig mange delelementer, som alle skal behandles forskelligt. Nogle ressourcer genanvendes via downcycling, hvilket vil sige, at de genbruges men i en nedbrudt form. Andre byggematerialer er velegnet til direkte genanvendelse. Det gælder blandt andet gipspladerne, som blev taget ned i de gamle bygninger og var i så god stand, at de kunne genanvendes direkte i andet byggeri. Det samme gjorde sig gældende for vinduer og døre, som blev solgt til gavn og genbrug på nye projekter.
Byggeri med lang levetid
Generelt har det været en prioritet for teamet bag Carl Bro Haven at vælge materialer med lang levetid, så bygningen bygges i balance – så at sige. For eksempel er der valgt træ- og aluminiumsvinduer, der kræver minimalt vedligehold, og som derfor holder længere. Derudover er der valgt trægulve med tykt slidlag og dermed lang levetid.
”Når vi bygger, er det ikke med det formål at sælge ejendommen, når den er færdig, men derimod for at beholde. Så når vi bygger i miljøvenlige og slidstærke materialer med langtidsholdbare metoder, kan vi gøre det med lige dele hensyn til miljø, klima og vores egen forretning,” afslutter ejendoms- og udviklingsdirektøren.
Vil du vide mere?
Hvis du er nysgerrig på at vide mere, er du altid velkommen til at kontakte mig.
Ring mig op