19 marts 2026

Stilladser skaber nye byrum

Kunder

At færdes i større byer kan til tider føles som et uendeligt forhindringsløb mellem stilladser, vejarbejder og opgravninger.

Det er måske ikke så underligt. For spørger man Søren Hansen, M.Sc., byplanlægger og direktør for Urban Advisory, er der nemlig til hver en tid omkring 200 byggepladser i gang i en by som København, hvor der naturligt altid er bygninger, der skal renoveres. Et tal der i 2025 kan tillægges 2.770 vejarbejder alene i Københavns Kommune.

Stilladser og afspærringer optager byrum, fylder visuelt og stjæler fortove og vejbaner. Og selv om alle projekterne kun er midlertidige, opfattes de efter få uger som permanente.

I 2025 har vi også taget vores del af byrummet. Blandt andet i området omkring Højbro Plads i indre København, hvor vi nænsomt renoverer facader og tage på flere af vores ældre ejendomme. Derfor har vi i samarbejde med Urban Advisory forsøgt at udnytte det anderledes byrum, som stilladserne skaber. At give noget til omgivelserne i stedet for at tage fra dem. Både i gadeplan op til 2,5 meters højde og i forhold til det visuelle udtryk op i 4-5 meters højde.

  • Søren Hansen (tv), Torben Topp Bernth (mf) og Kristian Ed (th)

    Hhv. direktør for Urban Advisory, projektleder i ATP Ejendomme og leder af Darling Bistro & Bar

Nye byrum og glade kunder

I gadeplan har vi med spildtræ fra blandt andet møbelindustrien omdannet betonklodser til plantekummer, der danner nye grønne byrum, til glæde for forbipasserende og de erhvervsdrivende i stueetagen.

Ifølge Søren Hansen handler det om at gribe de muligheder, man normalt ikke har for at give byrummet et nyt udtryk. Og samtidig komme de forretningsdrivende i møde, der naturligt nok er bekymrede for at miste synlighed og kunder inde bag stillads og afspærringer.

Det taler lige ind i de hensyn, som ATP Ejendommes projektleder Torben Topp Bernth skal afveje, hver gang der igangsættes et vedligeholdelsesprojekt. ”Der er ingen brugere af en ejendom, der er glade for et stillads. Det er klart. Derfor har det for os altid handlet det om, at det for det første ikke skal stå der længere tid end højst nødvendigt, og for det andet at minimere generne for vores kunder,” lyder det fra Torben, som fortsætter: ”At vi nu gør noget aktivt for at ændre indtrykket af vores byggepladser, og udnytte de midlertidige muligheder, som et stillads også giver, er en interessant tilføjelse til det hensyn, vi forsøger at tage til omgivelserne.”

Dialog og samarbejde

Kristian Ed, Darling Bistro & Bar sætter ord på den dialog der har været:

“Da vi først hørte om den store facaderenovering, blev vi virkelig bekymrede for, hvordan det ville påvirke vores forretning. Vi forestillede os de værste scenarier, da det jo berører den vigtigste del af vores omsætning på årets travleste tid — nemlig vores skønne terrasse. Vi havde et indledende møde med Torben i spidsen, hvor han samlede alle involverede parter for at høre vores ønsker og finde ud af, hvordan ATP Ejendomme kunne gøre det så godt som muligt for os. Så kom sommersæsonen, og dermed begyndte renoveringen med alle underentreprenører på plads. Det var en periode med udfordringer næsten hver dag, hvor vi ofte tænkte, at tingene ikke gik som planlagt. Som leder af den daglige drift af Restaurant Darling, kan jeg med sikkerhed sige, at uden Torben som vores direkte kontaktperson denne sommer, ville det have været meget svært. Alle telefonopkald, sms’er og mails — tidligt om morgenen, i weekenderne — hvor Torben altid svarede, fulgte op og løste problemer, har været uvurderlige. I dag driver vi en restaurant med sandsynligvis Københavns flotteste terrasse, selvom det stadig er en byggeplads — indrammet af smukke blomsterkasser og en flot træfacade, som pynter på stilladset. Jeg er utrolig stolt over at have en udlejer, hvor man bliver hørt, føler sig prioriteret og taget seriøst. Tusind tak til Torben og co. for det.”

 

Har du spørgsmål?

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte mig.

Henriette Marie Borgen

Kommunikationskonsulent,
Strategy, Marketing & Communication

Telefon +45 22 63 73 82 E-mail