22. april 2025


Ude godt, men Rundforbivej bedst
I processen med at finde en løsning, der understøttede WTW’s nye behov, blev også andre muligheder overvejet.
”Vi følte os forpligtet til at undersøge markedet. Men da vi var rundt for at kigge på andre steder, fandt vi ud af, hvor glade vi har været og fortsat er for at bo her. Vi besøgte blandt andet en anden mulighed, hvor udefaciliteterne slet ikke kunne hamle op med det, vi har her. Dagen efter kom vi tilbage – det var en dejlig solskinsdag, hvor vi lagde mærke til, hvor glade medarbejderne var for at kunne sidde og spise frokost i gårdmiljøet,” fortæller Lars Christensen, CEO, Health, Wealth & Career i WTW, og fremhæver blandt andet også fordelene ved deres nuværende kantineordning og parkeringsforhold, der gør det muligt at sætte bilen lige ude foran ejendommen.
Den firkantede arkitektur på ejendommen på Rundforbivej gør det muligt at bevæge sig hele vejen rundt, mens gårdmiljøet i ejendommens midte på samme tid tillader vinduer på begge sider. Og netop det blev særligt tydeligt for Camilla Elverdal i processen.
”Alle de steder vi kom ud, blev vi adskilt fra hinanden, og vi fik ikke samme samarbejdende miljø. Samtidig var der meget mørkt, hvis man sad i midten af bygningerne. Vi så mange andre lejemål, så det er ikke fordi, at vi ikke har kigget. Vi blev meget bevidste om det, vi har, og det vi gerne vil bibeholde. Så kom spørgsmålet selvfølgelig, om det overhovedet kunne lade sig gøre at få delt lejemålet op.”
Et tæt samarbejde om kundernes behov
På den måde startede dialogen om muligheden for at omdanne ejendommen fra domicil til flerbrugerejendom og dermed imødekomme WTW’s ønske om at blive boende, men på færre kvadratmeter. Med i den proces var Martin Purtoft Olsen, der er Asset Manager i ATP Ejendomme og på Rundforbivej 303.
”Som langsigtet ejendomsejer er vi naturligvis interesserede i at imødekomme kundernes behov. Også når de ændrer sig. Derfor var vi også villige til at finde en løsning, som både kunne indfri WTW’s ønske om at blive boende i ejendommen og leve op til vores ansvar som ejendomsejer. Den proces har foregået i et godt og tæt samarbejde med WTW og resulteret i en rigtig fin løsning for begge parter,” fortæller Martin.


Et naboskab med muligheder
At WTW er fraflyttet ejendommens 2. sal betyder også, at den nu er ledig til én eller flere nye virksomheder, der vil bosætte sig nord for København med adgang til attraktive faciliteter og et potentielt stærkt fællesskab med ejendommens øvrige brugere.
”Vi ønsker at understøtte miljøer, hvor virksomheder kan komme hinanden ved, lade sig inspirere og etablere fællesskaber og samarbejder – både internt i virksomheden, men potentielt også med de andre virksomheder i ejendommen. Og netop det er der bare rigtig gode forudsætninger for på Rundforbivej,” fortæller Martin.
Og spørger du WTW, er det netop også det, som de ser muligheder i.
”Vi glæder os meget til en ny lejer i ejendommen. Fordi vi glæder os til at finde ud af, hvordan vi sammen kan indrette eksempelvis vores Social Space i ejendommens parterre. Alt er jo et spørgsmål om at skabe en fed kultur, og der spiller det også en rolle, at vi sammen kan finde på noget fedt at bruge ejendommens fællesområder til. Det gælder også vores gårdmiljø, som vi sammen skal finde ud af, hvordan vi bruger bedst muligt, og deri ligger nogle rigtig gode muligheder,” siger Lars Christensen.
Og Camilla Elverdal runder af:
”Hvis begge parter er interesserede i et samarbejde, så er der så mange ting, som vi kan gøre sammen. For eksempel en fælles fredagsbar. Alle virksomheder i dag arbejder med, hvordan vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere, og det kræver bare nogle fede miljøer og noget, de har lyst til at komme ind og være sammen om.”