Siden september 2016 har der været gang i byggeriet af det kommende 4-stjernede hotel nhow Amsterdam RAI, der er beliggende i det sydlige Amsterdam. Med sine 91 meter i højden og i alt 650 værelser bliver hotellet det andet største hotel i Benelux-regionen.

Hotellet er tegnet af det kendte hollandske arkitektfirma Rem Kolhaas / OMA med stor inspiration fra den ikoniske reklamesøjle Het Signaal og Amsterdams historie. Hotellets tre trekantede elementer peger alle i forskellige retninger og symboliserer den diversitet, der karakteriserer byens fortid, nutid og fremtid. Desuden er hotellets værelser også indrettet med inspiration fra trekanternes hjørner.

”Retningerne på bygningens hjørner – syd, øst, nord, sydvest, sydøst og nordøst – kommer til udtryk i indretningen af de mange værelser. Peger et værelse mod nord, kommer dette for eksempel til udtryk i form af en skandinavisk indretning, mens værelserne mod øst har hentet inspiration fra blandt andet Japan”, fortæller Boris Kuzmin, der er Investment Manager hos ATP Ejendomme.

Foruden de mange værelser indrettes hotellet med en lobby i første sals højde, mens stueetagen kommer til at rumme flere spændende butikker og restauranter, som også er åben for offentligheden. Hotellet får også en fitness- og wellnessafdeling, som forventes at blive placeret i højden, nærmere bestemt på 10. etage, hvilket vil give de motionerende en flot udsigt over byen. Desuden etableres en parkeringskælder i to etager under hotellet.