15. november 2021

Rum til både vækst og biodiversitet
Foran indgangspartiet på Strandgade 7 er plantet fem robinier, mens Knippelsbrogade nu huser 24 egetræer, der står på en snorlige række gennem den smalle gade. Og der er mange overvejelser i spil, når nye træer flytter til byen.
Egetræerne er alle samme art, men hele fire forskellige sorter. Og det er der flere årsager til. Med forskellige sorter kommer også forskellige farver og blade og dermed et varieret landskabsarkitektonisk udtryk, der i højere grad minder om et skovmotiv end en allé midt i byen. Træerne er placeret skiftevis, så ikke to ens arter står side om side. Det bidrager både til det varierede udtryk, men mindsker også risikoen for smitte mellem træerne, da sygdom har svært ved at sprede sig mellem forskellige sorter.
Også vækstbetingelserne er blevet markant forbedret for de nye træer. Store plantehuller giver træerne mulighed for at vokse, og under parkeringspladsernes fliselag ligger et rodvenligt bærelag, der giver rødderne lov til at udvikle sig frit, mens et dræn sikrer dem luft.
Træerne bidrager desuden aktivt til biodiversiteten, da flere end 800 insektarter er knyttet til egetræet som levested – blandt andet på grund af træernes tykke bark.
Tag godt imod de nye grønne beboere – de har planer om at blive i mange, mange år.



