3. februar 2022

Design, værkstedsvibes og japansk finesse i tre etager

Kunder

Shop Studio Shoebar står der på det kvadratiske messingskilt, der hænger over indgangen til Notabenes nye butik i Møntergade. I den ældre, sandfarvede ejendom, der strækker sig langs nogle af Københavns mest centrale gader, har Martin Friis nemlig fundet de helt rigtige rammer til at realisere drømmen for sin forretning og give kunderne noget, som de ikke kan få online.

Måske kender du Notabene fra Kronprinsensgade, hvor de har haft til huse de sidste 25 år. Men nye tanker og nye tider betød et skift i koncept og derfor også location. Og nu breder det københavnske skomærke sig over tre etager, som tilbyder kunderne shopping i stueplan, showroom med kommende kollektioner i første sals højde og skobar i den store, åbne kælder, hvor det gamle fodtøj kan få både næring og kærlighed. Og ifølge stifter og ejer af Notabene, Martin Friis, er de tre funktioner, som det nye lejemål imødekommer, helt afgørende. I dag vil kunderne nemlig have mere end bare shopping.

”Med internethandlens indtog er den traditionelle detailbutik mere eller mindre død. Så kan din butik ikke tilbyde kunderne noget, som de ikke kan få lige så godt online, er din fysiske butik irrelevant,” fortæller han og fortsætter: ”Verden ramlede sammen om ørerne på os og mange andre, da corona ramte, så derfor besluttede jeg, at det var på tide at tænke nyt, relancere Notabene og puste nyt liv i måden, vi gør tingene på.”

  • Martin Friis

    Stifter og ejer af Notabene.

  • Den brede trappe i træ forbinder butikkens niveauer.

  • Fritlagte vægge og lofter i rå beton.

De rigtige rammer til at realisere drømmen

Nye måder at gøre tingene på betød også et behov for nye rammer. Og den beslutning krævede mange gåture gennem Møntergade og ikke mindst en dyb indånding.

”Det har krævet noget mod at turde gøre det. Jeg vidste, at vi ville komme hen et sted, hvor der er meget mindre trafik. Vi har måske fem procent af trafikken her i forhold til i Kronprinsensgade. Til gengæld er de kunder, der kommer her meget mere vores kunder. Her kommer kunderne målrettet efter os, og det betyder, at vi har en mindre, men bedre kundeskare, som vi i langt højere grad kan dyrke, end vi kunne tidligere,” forklarer Martin.

Og netop at styrke relationen til kunderne, er noget af det, som den nye butik i Møntergade er indrettet til at kunne, ligesom at virksomheden nu kan arbejde inden for de samme fire vægge.

”Selvom jeg har haft kontor og showroom på 1. sal over butikken i Kronprinsensgade, så var jeg aldrig i butikken. Så jeg tænkte, at jeg ville finde nogle rammer, som kan rumme mit virke, gøre det adgangsvenligt for kunderne at møde designeren bag og samtidig få et sneak peek på den nye kollektion, føle og mærke på produkterne og give mig feedback i designprocessen. Det er meget mere værd at høre en slutbrugers vurdering end en indkøbers,” siger Martin, hvis kontor også er en del af showroomet på 1. sal.

Har du spørgsmål?

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte mig.

Rikke Jepp Mortensen

Kommunikationskonsulent,
Kommunikation & Marketing

Telefon +45 24 91 80 52 E-mail