17. februar 2022

En tid med forandringer skabte store forvandlinger

Kunder

Hvis du lægger Passagen, Kongens Nytorv og København bag dig og går gennem træsvingdøren, træder du ind i et lyst og internationalt univers med tilbagelænet jazz, luksus og grønne planter, der giver fornemmelsen af orangeri. Det hele garneret med smukke granitgulve, lyse vægge, et åbent køkken og en indbydende bar. Du er ankommet til adressen, der under corona-nedlukningen har gennemgået en forvandling fra den eksklusive og mørke Geist til lyse og livlige Esmée.

Komfurer på lavt eller ingen blus. Mørklagte ruder. Stole stablet i flere lag. Sådan så det ud hos de danske restauranter og caféer i de første godt fire måneder af 2021. Høje smittetal medførte nedlukning over hele landet, og for spisestederne betød det tomhed og tavshed i de omgivelser, der normalt emmer af liv, snak, stemning og duft fra kokkenes kreationer. Den nedlukning, der fulgte med ind i det nye år, blev nemlig overtaget af den ene forlængelse efter den anden, og da genåbningen så småt begyndte at melde sin ankomst, var restaurationsbranchen en af dem, der stod sidst for og måtte væbne sig med tålmodighed frem til den 21. april, hvor de igen kunne slå dørene op.

Corona-nedlukning blev brugt på makeover

På Kongens Nytorv forblev nogle af dørene dog lukkede efter den store genåbningsdag. Og bag dem havde der faktisk heller ikke været hverken tomhed eller tavshed. Eller mørkt. Der havde derimod været travlhed. Nedlukningen brugte multibrand restaurantkæden Sovino Brands, der har i alt 17 restauranter, nemlig på at renovere den tidligere Geist, der nu går under navnet Esmée.

Den store forvandling er blevet til på baggrund af kokken og medpartneren Andreas Baghs vision og med opbakning fra Torben Olsen, der er partner i og medejer af Sovino Brands. Drømmen udleves på Kongens Nytorvs solside i ATP Ejendommes smukke, klassiske ejendom. Søren Krohn Nielsen er Asset Manager for ejendommen, og han er glad for det tætte samarbejde, han har med Torben. Det er Søren, der i dialog med Torben, skal afgøre om drømmen kan bære eller briste, og hvordan ejendommen kan rumme alle visionerne.

Opbakning og fleksible løsninger fra starten

Torben Olsen og Viktor Gruppen, som selskabet hed på den tid, lejede sig ind på matriklen Kongens Nytorv 16 i 2005, som også dengang var ejet af ATP Ejendomme. I dag huser bygningen Ravage. Kort efter kom Fiat og Geist til, og tilsammen dannede de Viktor Gruppens første klynge af restauranter.

”Samarbejdet med ATP Ejendomme har altid været godt – også dengang vi ikke var så velkonsoliderede, som vi er i dag. Der var en god forståelse for, at vi ikke kunne køre en forretning op med det samme. Der var og er en forståelse for, at det kræver tid, tillid og investeringer at skabe en god forretning. Der har altid været tillid til os og vores til tider vilde idéer og næsten ejerfornemmelser for bygningerne. Vi har fået lov til at gå langt, og er vi gået for langt, så finder vi ud af det via dialog,” fortæller Torben.

Mindre madlavning, mere administration

Under nedlukningen skulle det stærke administrative apparat hos Sovino vise sin styrke. Medejerne, som er køkkencheferne på de forskellige restaurationer, skulle ikke tænke på regler, lønkompensation, værnemidler og tilbagebetaling. Det blev ordnet centralt fra Sovino, hvor Torben fortæller, at de aldrig har haft så travlt med ikke at lave mad.

”I Sovinos administration fik vi styr på alle reglerne, og hurtigt fik vi fat i alle vores udlejere, så vi kunne få lavet nogle aftaler, der gjorde, at vi kunne klare os igennem den lange nedlukning. Også her mødte vi stor forståelse og velvilje fra ATP Ejendomme,” siger Torben.

Og nedlukningen brugte Sovino på at renovere flere restauranter. Det bringer os tilbage til lyse og livlige Esmée, som har gennemgået den største makeover af dem alle, og til manden og medejeren med den klare vision for stedet, kokken Andreas Bagh.

”Du finder ikke en bedre adresse her i København end den her. Jeg har været med helt fra begyndelsen, da der bare var et tomt lærred. Jeg er inspireret af udenlandske restauranter, hvor der er liv hele dagen og som er storbyens oaser. Esmée skal være en eksklusiv hub, hvor du også kan slappe af og komme, som du vil. Vi spiller ind i den ånd, der er efter de mange nedlukninger, som mange sammenligner med de brølende 20’ere. Folk har ligget i en tvungen dvale, men har ikke manglet penge. Du kan komme ud med den akkumulerede energi, og her må du danse gennem lokalet, tage en ekstra cocktail og sætte dig ud på Kongens Nytorv, vise dig frem og købe den dyreste champagne,” fortæller medejeren og køkkenchefen på Esmée, Andreas Bagh.

Netop medejerens energi og engagement er nøglen til restauranternes succes. Hvad Torben og Søren nu finder på i det tidligere renovationsrum, der også er Esmées bagbo, kan kun de kreative tanker og et tæt samarbejde mellem kunde og ejendomsejer gisne om.

Har du spørgsmål?

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte mig.

Henriette Marie Borgen

Kommunikationskonsulent,
Kommunikation & Marketing

Telefon +45 22 63 73 82 E-mail