28. august 2019

FLSmidth indgår partnerskab med ATP Ejendomme om ny campus

Udvikling

Med ATP Ejendomme som investor og udlejer opfører FLSmidth ny campus med mere end 1.000 arbejdspladser i Valby. Parterne underskrev eksklusivaftalen i maj 2018.

Tiden er løbet fra FLSmidths historiske hovedkontor på Vigerslev Allé i Valby, og første skridt på vejen mod en ny og moderne campus er nu taget med indgåelse af aftale mellem FLSmidth og ATP Ejendomme.

De øvrige eksisterende bygninger på FLSmidths grund forventes nedrevet, hvilket kan give plads til nye boligejendomme på den sydlige del af grunden. Projektet, som ATP Ejendomme også vil forestå gennemførelsen af, er afhængigt af en ny lokalplan.

ATP Ejendomme bag moderne domicil
FLSmidth og ATP Ejendomme har underskrevet en eksklusivaftale med henblik på at gøre ATP til investor, bygherre og udlejer af FLSmidths hovedkontor.

”Vi forventer at kunne opføre et af hovedstadens mest moderne domiciler, som samtidig er begunstiget af en meget langsigtet lejer. Det vil bidrage til at skabe og fastholde arbejdspladser i byen og samtidig sikre et stabilt afkast til ATP’s medlemmer i mange år frem. Opførelse af boliger til udlejning på resten af grunden er i fin tråd med ATP Ejendommes investeringsstrategi,” siger Martin Vang Hansen, direktør i ATP Ejendomme.

Totalrenovering skal gøre FLSmidths hovedkontor tidssvarende
Ombygningen til den nye campus indebærer en totalrenovering af dele af de bevaringsværdige historiske kontorer ud mod Vigerslev Allé i kombination med tilbygning af helt nye kontorfaciliteter.

FLSmidth kommenterede i maj, 2018:
”Vores eksisterende bygninger er ikke tidssvarende, så vi skal under alle omstændigheder finde nye lokaler inden for kort tid. I samarbejde med kommunen vil vi udarbejde en ny lokalplan, så vi kan bevare vores tilknytning til Valby. Med ATP Ejendomme som ejer af bygningen vil vi indgå i et langsigtet samarbejde omkring det nye campus og sikre vores tilstedeværelse i bydelen i mange år frem,” siger Christian Halken, country head og SVP, FLSmidth.

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl eller mangler detaljer, er du velkommen til at kontakte mig.

Lene Rytter Larsen

Receptionist, Receptionen

Telefon +45 33 36 61 61 E-mail