17. februar 2021
Nye oplevelser i en ældre ejendom
Ejendommen har tidligere fungeret som hovedkontor for den danske lampeproducent Louis Poulsen, men huser i dag det internationale coworking community Matrikel1. Med udstillingen reflekterer The Gallery både den seneste renovering af ejendommen i 2018, sammenhængen mellem det nye og det gamle, ligesom udstillingen giver plads til at opleve de historiske rammer på en ny måde.
”Vi har valgt at bruge ejendommens nederste række af vinduer som indramning til ni forskellige lyskunstværker, der er udviklet særligt til stedets forhold og proportioner. Fem af vinduerne er høje og giver mulighed for værker, der folder sig ud i en skala, hvor beskuerne på fortovet træder ind i lyset fra dem. Fire af vinduerne er i lav højde, hvilket giver mulighed for værker med højere detaljegrad, der inviterer beskueren til at komme tættere på. Disse er også tænkt til at fungere i børnehøjde,” forklarer Sofia Ivarsson og Mariliis Kundla, der står bag konceptet The Gallery. Begge er de kunstnere og lysdesignere.
Paralleller til stedets rige historie
De 18 kunstnere gør med deres værker brug af forskellige medier så som videoprojektion, laser, EL-wire, DMX-styret LED og materialer med fascinerende reflekterende egenskaber. Farveskemaet strækker sig fra neongrøn og dybblå til toner af lilla, rød og guld. Nogle fremstår meget kunstige og andre helt naturlige, hvilket reflekterer temaet ’supernature’, som værkerne er skabt ud fra. Alle værkerne har bevægelse som fællesnævner, hvilket yderligere understreger stedets dynamiske atmosfære og virker inddragende på besøgere og forbipasserende. Udstillingen er strategisk placeret ved Gammel Strand, som med den nye metrostation har fået en nøglerolle i byen, der trækker paralleller til stedets historie som travl markedsplads.
Copenhagen Light Festival finder sted rundt om i København frem til den 27. februar i tidsrummet kl. 17.00 – 22.30.
Læs mere om The Gallery og resten af festivalen.
Læs mere om den historiske ejendom på Gammel Strand.
Fotos: Matrikel1