21. marts 2023

Ej blot til arbejde

Bæredygtighed

I tre år har ATP Ejendomme arbejdet målrettet for at træde ind i den datadrevne fremtid. Indsatsen begyndte med en kæk ambition om at afskaffe Excel-filerne. Nu har udviklingen bragt os så langt, at vores datagrundlag, og den måde vi anvender det på, bliver bemærket rundt om i branchen. Eller som projektudviklingschef Erik Andreasen formulerer det: ”Der er andre, der kan noget lignende, men vi er med forrest i feltet”. 

Ordene falder med et glimt i øjet, da vi sætter Erik stævne sammen med Asset Manager Simone Dahl og Head of Data & Analytics Michael Dyhr Sørensen for at gøre status på indsatsen og dens betydning for forretningen, for kunderne og for medarbejderne i ATP Ejendomme på kanten til 2023.

I 2022 er der sat turbo på integreringen af egne og eksterne data. Målet er at danne et 360-graders grundlag at agere ud fra. Og mens en række eksterne samarbejdspartnere står klar til at levere data om demografi, økonomi, forbrugsmønstre og andet, der relaterer sig til befolkningen og privatforbruget, er billedet straks anderledes, når det drejer sig om erhvervslivets gøren og laden. Derfor er der blevet lagt kræfter i at skabe et tilsvarende overblik over virksomhedernes handlemønstre ved hjælp af ATP Ejendommes egne data, markedsdata og data fra det Centrale Virksomhedsregister.

Tættere på kunderne

”I bund og grund handler det om, at vi vil være i stand til at forstå vores kunder, uden at skulle forstyrre dem”, lyder det fra Michael, der fortsætter: ”Hvor flytter københavnske advokatfirmaer hen, når de får en vis størrelse? Nordhavn? Hørsholm? Vi vil have indsigt i dataene, se mønstrene og forstå vores kunder. Også de kunder, vi endnu ikke har i porteføljen”.

Simone supplerer: ”Med et stærkt vidensgrundlag kan vi yde en bedre service og handle proaktivt i forhold til kunderne. Hvis vi for eksempel kan forudse deres behov for mere plads, inden det opstår, så vi er klar til at handle og tage en dialog, når eller endda før kunden står med en udfordring”.

Tættere på muligheder og risici

For Erik, der arbejder med ejendomsudvikling, er der ingen tvivl om betydningen af det værktøj, der er til rådighed. ”Vi har et ekstremt fintmasket søgefilter, der gør det muligt for os at zoome helt ind på en adresse, en bydel eller et målgruppesegment for at vurdere potentialet i et byggefelt eller et udviklingsprojekt ud fra eksempelvis prisniveau, indkomstforhold, tilflytning, fraflytning og tomgangsprocenter – også på langt sigt”, lyder det fra Erik, som tilføjer: ”Det gør det enkelt at forholde sig til de projekter, vi får tilbudt, og det sætter os også i stand til at udpege forskellige muligheder, vi kan overveje at byde ind på”.

Og her gør data også en stor forskel, for den giver tyngde til argumentationen, internt såvel som eksternt. At der er kortere fra tanke til handling, når beslutningsgrundlaget er understøttet af data, både i mødet med direktionen og i mødet med eksterne samarbejdspartnere, er noget alle om bordet kan nikke genkendende til – og det gør det langt nemmere at træffe de rigtige beslutninger.

Tættere på medarbejderne

En selverklæret dataentusiast som Michael har naturligvis ingen problemer med at behandle og forstå store mængder data. Samtidig ved han, at kunsten er at finde det niveau og den form, der giver værdi i forretningen; at præsentere data, så det giver indsigt og skaber overblik. I form af nøgletal, der kan tolkes nemt og entydigt, uanset om det drejer sig om kundepleje, ejendomsvedligehold, markedspotentiale, klimarisici eller udviklingsmuligheder. Bare for at tage nogle eksempler. Kort sagt at gøre kompliceret data tilgængeligt, også når arbejdet foregår væk fra kontoret; ude hos kunden, på ejendommene eller hos samarbejdspartnerne.

Den proces er Simone også en del af. Og selv om hun vurderer, at der allerede er udviklet stærke og brugbare værktøjer, er både Michael og Simone enige om, at det er arbejdet med tilgængeligheden, brugervenligheden og udbredelsen i organisationen, der vil komme til at kendetegne indsatsen i den nærmeste fremtid.

Selve grundlaget er stort set på plads. Nu handler det om at udnytte potentialet til fulde.

Læs årsrapporten 2022 her
  • Simone Dahl

    Asset Manager

  • Erik Andreasen

    Projektudviklingschef, Bolig

  • Michael Dyhr Sørensen

    Head of Data & Analytics

Vil du vide mere?

Hvis du er nysgerrig på at vide mere, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Ring mig op

John Veje

Kommunikationschef,
Kommunikation & Marketing

Telefon +45 24 96 93 13 E-mail