27. august 2021

Strandgade er blevet 3.428 m2 grønnere

Strandgade 7

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. I hvert fald ikke, hvis man befinder sig i gadeplan og betragter Strandgade 7, der den 1. september 2021 åbner dørene for det femstjernede Hotel NH Collection Copenhagen.

For hvor asfalt, beton og brosten klæder gadebilledet i forskellige nuancer af gråt, ser det helt anderledes ud oppefra. Her breder i alt 3.428 m2 grønt sedumtag sig nu på størstedelen af tagarealet, hvilket giver fugle og andre forbipasserende i de luftlag et helt andet indtryk af området.

Men det er ikke kun for syns skyld, at taget er blevet grønt. Den absolutte fordel ved sedum er, at taget nu kan optage en del af den nedbør, der falder på taget. Dermed aflastes kloakken, fordi planterne optager en del af nedbøren og samtidig forsinker bortledningen af det overskydende vand. Derudover har det grønne tag naturligvis også en stor betydning for den biologiske aktivitet i området.

Sedumtaget er en relativt simpel konstruktion, der er etableret direkte på tagpapkonstruktionen. Det er opbygget af en plastbakke, et vækstmedie og selve beplantningen, der hovedsageligt består af stenurter. Ud over at have betydning for afledningen af regnvand, forlænger sedumtaget tagpappets levetid samtidig med, at det kræver meget lidt energi at producere.

Det grønne tag er blot ét af de tiltag, der indgår i klimatilpasningen af Strandgade 7. Ejendommens placering i første række mod havnen har naturligvis medført fokus på højtvandssikring af både bygning og vandinstallationer. Men placeringen har nu også flere bæredygtige fordele; blandt andet har den givet mulighed for at anvende havvand i ejendommens kølesystem samt at udlede regnvand direkte i havnen uden om kloakken, hvilket især i forbindelse med skybrud har stor betydning for kloaksystemet.

Og så har det været med til at sikre renoveringen af Strandgade 7 en DGNB Guld-certificering – som et af de første renoveringsprojekter i landet.

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl eller mangler detaljer, er du velkommen til at kontakte mig.

Lene Rytter Larsen

Receptionist, Receptionen

Telefon +45 33 36 61 61 E-mail