24. februar 2023

Vi sætter mennesker før mursten
Mennesker
At være ejendomsejer er ikke, hvad det har været. Verden er i forandring, og det er måden, moderne virksomheder arbejder på, også. Det betyder, at når vi bygger rammerne for en fremtid, hvor vi i endnu højere grad imødekommer vores kunders behov, skal vi redefinere vores rolle som ejendomsejer.
Tankegods er et grundstof i Danmark. LEGO, A. P. Møller – Mærsk, Novo Nordisk, Vestas og Velux – vi lever af ideer, der bliver til løsninger, som verden beundrer. Sådan har det været i mange år, og sådan vil det forhåbentlig fortsætte. Til gengæld er selve måden, vi arbejder på, under kraftig forandring i disse år. Engang var arbejdspladser og -stationer, hvorfra arbejdet skete, bundet til mursten. Når man gik hjem, var det op igen næste morgen og tilbage til arbejdsstedet. Mønsteret gentog sig. Sådan er det ikke mere.
Teknologi og pandemi har fået både mennesker og virksomheder på andre tanker, og der sættes handling til tankerne. Nye begreber og nye tendenser som hybride arbejdspladser, hjemmearbejde og deraf helt nye samarbejdsformer er dukket op i slipstrømmen af de forandringer, vi har gennemlevet de seneste år. Vi ønsker at omfavne tendenserne med øget samarbejde, innovation og kreativitet.
Vi skal ikke gentage, vi skal gentænke
For os er det både en forpligtelse og en fornøjelse at være en del af en bevægelse mod friere rammer. Mod mere samskabelse, mere fællesskab og mere fokus på relationer. Men det kræver noget af os. Som en del af ATP har vi et stort ansvar for at medvirke til at sikre pensionen for ca. 5,5 millioner danskere. Derfor har vi et stort fokus på at spotte tendenser så tidligt som muligt og tilpasse vores forretningsstrategi og adfærd, så vi imødekommer fremtidens behov. Tendensen i vores branche om stigende efterspørgsel på nye, fleksible arbejdspladser, flere servicerede koncepter og etablering af forskellige typer af fællesskaber omkring den fysiske arbejdsplads fortsætter. Vores kunder vil ikke bare have et kontor, men en produktiv arbejdsstyrke. Hos ATP Ejendomme fortsætter vi også vores investering i at imødekomme nye behov, så vi kan skabe nye måder at indrette os på. Så der på både den ene og anden måde er højt til loftet og plads til store ideer.
Fremtiden skal bygges på tillid
I vores optik er der ét element, som altid er aktuelt. Det er forståelsen af virksomheden, medarbejderne og deres behov. Netop den indsigt er blevet nemmere og mere tilgængelig end nogensinde før. Ved hjælp af digitale værktøjer kan vi få meget præcise data for, hvordan de ejendomme, vi lejer ud, anvendes i dagligdagen. Den viden gør os bedre til at hjælpe vores kunder med at optimere alt lige fra trivsel til klimahensyn. Uanset om det for eksempel drejer sig om hjælp til indretning, der fordrer kreativitet og innovation, eller om kunden ønsker rådgivning til en mere bæredygtig hverdag.
Det hele starter med medarbejderne i ATP Ejendomme. Deres indsats, de relationer og den tillid, som de skaber til kunderne samt prioriteringen af den kontinuerlige dialog. Hver dag arbejder de på at styrke vores relationer, så dialogen ikke slutter, når blækket på lejekontrakten er tørt. På den måde fortsætter vi udviklingen, drevet af nysgerrighed samt en opsøgende og proaktiv adfærd
Hvad med os selv?
Når vi flytter til nye fysiske kontorarealer på adressen H. C. Andersens Boulevard 2 i København, skruer vi gevaldigt op for ambitionerne for fremtidens arbejdsmiljø og -kultur. De nye lokaler skal ikke alene fungere som kontor for 130 medarbejdere, men de skal også teste relevansen af fremtidige tilbud til vores kunder. Vi prototypetester og har ambitionen om at indgå i formålsfællesskaber med kunderne og indtage en aktiv rolle i at øge deres trivsel og produktivitet i de arealer, vi stiller til rådighed. Kunne du være interesseret i at opleve vores nye kontor, og alt det rummer, når vi er flyttet ind, er du velkommen til at lægge vejen forbi. Og du kan godt glæde dig. Det gør vi.
-
Af Martin Vang Hansen
Adm. direktør, ATP Ejendomme