26. marts 2021

Gå tilbage

Skolebænken udskiftes med hjemmekontoret

Mennesker

Fra lejligheden i Køge har Sara Wiemann Nørgaard de sidste tre måneder gennemført sit praktikforløb. Under normale omstændigheder havde hun naturligvis været en del af hverdagen på kontoret i Gothersgade, men ikke desto mindre har det tre måneder lange forløb givet hende ny viden og ekstra blod på tanden til at forfølge drømmen om at blive ejendomsadministrator.

Gangene var nærmest gabende tomme på kontoret i Gothersgade, da Sara i januar havde første dag som praktikant i ATP Ejendomme. Siden da er det kun blevet til et par enkelte arbejdsdage på kontoret. Praktikforløbet har hun nemlig klaret fra lejligheden i Køge med god online assistance fra de nærmeste kolleger.

”Selvom jeg selvfølgelig ville have foretrukket at være fysisk til stede sammen med kollegerne, har vores digitale samarbejde fungeret rigtig godt. Jeg har fået den løbende sparring og hjælp, jeg har haft brug for, og det er blevet til både mange faglige møder, men også ugentlige kald i teamet, hvor vi har spist frokost sammen og vendt løst og fast,” fortæller Sara.

Et klart mål

Matematik og tal har altid haft Saras store interesse. Efter at have færdiggjort handelsskolen på matematisk linje var næste uddannelsesskridt derfor ikke et svært valg for hende. Det skulle være den toårige uddannelse til finansøkonom, hvor fjerde og sidste semester bruges i et praktikforløb. Uddannelsen åbner jobmuligheder som blandt andet ejendomsmægler, revisor og ejendomsadministrator. Netop ejendomsadministration er ét af de fagområder, som Sara har fået lov til at stifte bekendtskab med i sit tre måneder lange praktikforløb. Og det er helt bevidst.

”Min drøm er at blive ejendomsadministrator, så det har været rigtig lærerigt og interessant at få et større indblik i de opgaver, som en ejendomsadministrator varetager. Jeg har blandt andet været med til at lave varme- og fællesregnskaber og fået et godt indblik i processerne og nuancere, og hvordan de forskellige typer af ejendomme skal behandles regnskabsmæssigt,” siger Sara og fortæller, at praktikforløbet bestemt blot har bekræftet hendes interesse for faget.

En problemformulering med corona

Finansøkonomuddannelsen afsluttes med en hovedopgave, som tager udgangspunkt i praktikstedet og de opgaver, der har været berørt i det tre måneder lange forløb. Ligesom så meget andet det forgange år bliver Saras hovedopgave præget af corona. Iført de økonomiske briller undersøger hun nemlig, hvordan corona har påvirket udvalgte ejendomme i porteføljen.
”Opgavens problemformulering har jeg blandt andet fået inspiration til gennem de nærmeste kolleger, som er kommet med god sparring, ligesom min vejleder naturligvis også har været inde over,” fortæller Sara, der skal aflevere opgaven i slutningen af maj.

Gevinsten er gensidig

Ligesom i mange andre virksomheder er praktikanter ikke et sjældent syn i ATP Ejendomme, og det er der, ifølge HR Partner Anne Zeeberg, flere årsager til.

”Vi oplever, at praktikopholdet er en gevinst både for os som virksomhed og for de studerende. De får mulighed for at prøve teori af i praksis og kommer tilbage på skolebænken med et indblik i, hvordan den viden, de tilegner sig, kan benyttes ude i virksomhederne. Vi oplever også, at det kan hjælpe dem i deres afklaring omkring, hvilken vej de ønsker at gå efter studiet. Som virksomhed bliver vi udfordret på ”plejer”, da de unge ofte stiller spørgsmål ved tingenes tilstand. De kommer med god energi og gå-på mod, og så er det fantastisk at mærke den nysgerrighed, de har med sig. Indimellem er vi også så heldige, at vi har mulighed for at ansætte praktikanten som studentermedhjælper efter endt praktikforløb,” siger hun.

Er du på udkig efter en praktikplads, og kunne du tænke dig, at det skulle være hos ATP Ejendomme? Kontakt da gerne lederen af den afdeling, du ønsker at være tilknyttet eller send en uopfordret ansøgning til job@atp-ejendomme.dk, så sørger vi for, at din henvendelse kommer videre til den rette kollega.

 

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl eller mangler detaljer, er du velkommen til at kontakte mig.

Lene Rytter Larsen

Receptionist, Receptionen

Telefon +45 33 36 61 61 E-mail